9. feb. 2021
Af Malan Joensen

Aldrig set før: Kate klarer det helt selv

Hertuginde Catherine.
Hertuginde Catherine.
Arkivfoto: MEGA
Coronanedlukningens begrænsninger kan føre de fleste ud i nogle nye projekter, de aldrig har prøvet før.

For hertuginde Catherine og prins William er der for tiden fuld gang i hjemmeskoling og hjemmepasning af børnene prins George, 7, prinsesse Charlotte, 5, og prins Louis, der bliver tre til april.

Familien holder til på Anmer Hall, hvor forældrene også har fået mulighed for at passe deres kongelige arbejde ved at holde videomøder fra hjemmet og fra dronning Elizabeths Sandringham-gods, der ligger tæt på.

Ydermere har Kate begivet sig ud på hidtil ukendt territorium, da hun har set sig nødsaget til at gribe frisørsaksen og studse børnenes lokker.

Det fortalte hun ifølge Hello Magazine under et videomøde med tre forældre, der har børn på Roe Green Junior School i Brent, samt skolens inspektør. Her skulle alle forældrene - inklusive Kate - fortælle om nogle af de udfordringer, man møder som forælder under lockdown.

Kate fortalte ærligt, hvor udmattende hun synes, det kan være at skulle hjemmeskole børnene - noget, de andre forældre også kunne nikke genkendende til.

Hertuginden tilføjede senere med et smil, at hun såmænd ikke kun er underviser i disse dage - hun har også påtaget sig en helt ny opgave:

- Jeg er blevet frisør i løbet af denne nedlukning, afslørede Kate, der vist ikke kan have gjort det helt store indtryk med sin nye evne derhjemme:

- Mine børn er meget forfærdede over at se mig klippe hår, tilføjede hun grinende.

Læs mere om: