Annemette Krakau: Stakkels prins Charles

Englands prins Charles fyldte 60 år i fredags og blev fejret. Der var fest på Buckingham Palace med kongelige gæster fra hele Europa. Der var fødselsdagsbrunch, og der var en gallaforestilling i et af Londons mange smukke teatre, hvor bl.a. Rowan Atkinson (Mr. Bean), John Cleese og mange andre kunstnere fik smilet og latteren frem på fødselarens ansigt.

Jeg var også i London i fredags, og jeg kørte på et tidspunkt med en meget snakkesaglig taxachauffør, hvis mission blev at fortælle mig om dagens fødselar. Jeg skal ikke gengive samtalen her, men hans budskab var soleklart: "Prins Charles er da okay".

Taxachaufførens stemme er meget symptomatisk for store dele af folkestemningen i England anno 2008: "Prins Charles er okay… men prins William bliver meget bedre". Og man kan ikke undgå at få lidt ondt af den 60-årige fødselar, der har været så grueligt meget igennem (han har selv været skyld i miseren langt hen ad vejen), og heller ikke har voldsomt lysere tider at se frem mod. Mange englændere er ikke vilde med tanken om, at Charles og - vigtigst - hans kone Camilla bliver landets fornemste par. For i bund og grund venter man på en helt anden: Prins Charles' og prinsesse Dianas ældste søn, prins William. Han er en stjerne i svøb, der med sit gode udseende, sin gode begavelse, sin smukke kæreste, sin baggrund og familiehistorie kan gå hen og blive en større kongelig berømthed end nogen anden i Europa.

I et fødselsdagsinterview på BBC blev prins Charles spurgt, om han nyder rollen som kommende monark, og han svarede: "Jeg ved det ikke. Noget af det". Set udefra virker det dog trods alt som om, at han hviler i sig selv og er glad for sit livs Camilla. Og det er selvfølgelig altid noget.