Archie stjæler billedet: Harry og Meghans anderledes julekort afsløret
Prins Harry og hertuginde Meghan meddelte i januar 2020, at de ville træde ud af rollerne som prominente medlemmer af det britiske kongehus, og endelig kunne parret d. 31. marts officielt træde ud af deres roller som fremtrædende medlemmer af kongehuset.
Siden flyttede de til USA, og har nu bosat sig i Santa Barbara i Californien. Det er hjemmet i solskinsstaten, der danner ramme for parrets første julekort, efter ændringen i deres forpligtelser til kongehuset.
Ikke som julekort plejer at se ud
At der er udsendt et julekort fra familien vækker stor begejstring, og særligt lille Archie stjæler opmærksomheden, på kortet. Julekortet er ikke et fotografi, som royale julekort plejer at være, men en illustration i klare farver baseret på et billede taget tidligere i december af Meghans mor, Doria Ragland.
På julekortet sidder Harry og Meghan sammen med en storsmilende Archie på halvandet år i hvad der ifølge Hello Magazine er deres have. Bedårende Archie sidder hos sin far prins Harry, med mor, Meghan, foran dem.
Archie hjalp med juletræet
Ifølge Hello Magazine fortæller en talsperson for familien, at pynten på juletræet, man kan se på kortet er udvalgt af Archie.
Over illustrationen af familien står der "Wishing you a very merry Christmas and a happy new year" ("Vi ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår" red.).
Afsløret af velgørende organisation
Julekortet kunne først ses på den velgørende organisation Mayhews sociale medie-profiler. Mayhew er en dyreværnsorganisation, der bliver støttet af Harry og Meghan.