Aviser: Prins Andrew og Sarah Ferguson sammen igen
Flere britiske medier rapporterer i disse dage om et usædvanligt royalt match. 17 år efter deres skilsmisse danner prins Andrew og hertuginde Sarah Ferguson angiveligt par igen, afslører nære venner til The Telegraph og Daily Mail. Det forlyder sågar, at de to har planer om at gifte sig igen.
- Det er kun et spørgsmål om tid, siger en ven til The Daily Telegraph, mens en anden ven anfører: - De er et skønt par, og endnu bedre, fantastiske forældre.
Historien dukker op, efter Sarah tidligere på måneden var med prins Andrew og deres to døtre, Beatrice og Eugenie, på besøg hos dronning Elizabeth på hendes skotske landsted Balmoral. Efter sigende har Elizabeth ikke haft besøg af sin tidligere svigerdatter på slottet siden 1992.
Prins Andrew og Sarah Ferguson har gennem alle år bevaret venskabet, og begge bor på prinsens residens Royal Lodge i Berkshire. Hertugindens talsmand afviser dog, at der igen skulle være en romantisk forbindelse mellem Andrew og Sarah.