BBC undskylder historisk prinsesse Diana-interview
Prinsesse Diana gav i 1995 et interview til programmet "Panorama", som blev sendt på BBC.
Interviewet er senere blevet både berømt og berygtet.
Det var her, prinsesse Diana blandt andet fortalte om at være tre mennesker i ægteskabet.
Intervieweren, Martin Bashir, og BBC har efterfølgende været genstand for en intern undersøgelse, fordi der fra flere sider har været kritik af måden, programmet blev til på.
Den tidligere højesteretsdommer Lord Dyson, der har stået i spidsen for undersøgelsen, har nu afleveret sin rapport, og det er ikke rar læsning for BBC.
Rapporten forklarer, at der er sket klare fejl og at Martin Bashir brød presseetiske regler, da programmet blev til.
Han producerede for eksempel falske dokumenter for at få interviewet i hus.
Det får i dag BBC til at undskylde.
- Mens BBC ikke kan skrue tiden tilbage efter et kvart århundrede, kan vi give en fuld og uforbeholden undskyldning. Og det giver BBC i dag, siger tv-stationens generaldirektør, Tim Davie i følge BBC.
Her afsløres også, at tv-stationen har sendt breve med undskyldninger til både prins William, prins Harry og prins Charles.