Bliver der mon holdt fest for Kate? Derfor skal hun fejres
Storbritanniens hertuginde Kate bliver med garanti fejret, når hun den 9. januar runder et skarpt hjørne.
Denne dag fylder hertuginde Kate 40 år, og det skal selvfølgelig fejres!
Som coronasituationen ser ud i verden p.t., er det dog ikke sikkert, der bliver inviteret til den helt store fødselsdagsfest lige nu. Det kan være, den britiske kongefamilie gør som Danmarks dronning Margrethe og skubber festen til senere på året - Der er endnu ikke blevet meldt noget ud om fejring af hertuginden.
Hvis man vælger at rykke festen, er et oplagt tidspunkt at holde hertuginde Kates fødselsdag på omkring den 21. juni. Her fylder hendes elskede mand, prins William, nemlig også 40, og det kan jo være, det royale par har planer om at rykke de to fester sammen.
Uanset hvad bliver hertuginde Kate med garanti fejret af sin mand prins William og deres tre børn, prins George, 8, prinsesse Charlotte, 6, og prins Louis på tre år.
Fødselsdagsportrætter
Hertuginde Kate er som Danmarks kronprinsesse Mary en dygtig fotograf, og hun står ofte bag kameraet, når der skal tages billeder af hende og prins Williams tre guldklumper.
Normalt udsender hertuginde Kate og prins William nye portrætter på store mærkedage som fødselsdage og bryllupsdage, og det er derfor også meget muligt, at der søndag den 9. januar bliver udsendt et nyt, smukt portræt af fødselaren hertuginde Kate.