4. okt. 2012
Af af Preben Petersen

Bluebell var døden nær - nu er hun kongelig hund

Bluebell
Bluebell
Englænderne elsker historien om den lille Jack Russell-terrier, der blev reddet af Charles og Camilla.

Den er da ikke til at stå for!

Nogenlunde sådan må prins Charles og Camilla have tænkt, da de besluttede sig for at adoptere den lille Jack Russell-terrier Bluebell.

For fem uger siden blev den nu ni uger gamle hvalp fundet forkommen og forladt i en park og afleveret til Battersea hunde- og kattehjem i Wales. Lederen af hundehjemmet tog resolut telefonen og ringede til hertuginde Camilla, som straks sagde ja til at adoptere hunden.

Bluebell var både afkræftet og syg, da hun kom til Battersea hunde- og kattehjem. Hun manglede en stor del af sin pels på grund af en hudinfektion, men hvalpen kom sig hurtigt og er nu flyttet ind hos Charles og Camilla.

Grunden til, at Claire Horton fra Battersea hunde- og kattehjem ringede til de kongelige, var, at parret én gang tidligere har adopteret en hund fra hundehjemmet. Den hedder Beth og har skabt stor glæde hos Charles og Camilla, efter at de mistede deres to forrige hunde, Tosca og Rosie, med kort mellemrum.

Claire Horton er glad for, at de kongelige vil hjælpe de nødstedte hunde.

- Endnu en gang har hertuginden af Cornwall givet en nødstedt Battersea-hund en ny chance i livet. Bluebell kom til Battersea efter en rædselsfuld start på livet, så vi kunne ikke være mere glade for, at hun fangede hertugindens opmærksomhed og nu har sådan en pragtfuldt hjem. Bluebell bliver en rigtig god legekammerat for Beth, og vi er sikre på, at hun vil bringe masser af glæde til sin nye familie.

Læs mere om: