Bryllup i Storbritanien: I dag siger Zara Philips ja til sin Mike
Det er det andet store, kongelige bryllup i Storbritannien i år, og på gæstelisten vil der være mange gengangere fra prins Williams bryllup med Kate Middleton. Men derefter ophører lighederne mellem prins William og hans kusine, Zara Phillips, også.
Mens Kate og Williams bryllup i London blev fulgt af millioner af mennesker på TV, bliver det en mere intim fest, som Zara Phillips og Mike Tindall holder i Skotland på lørdag.
Prinsesse Annes datter har valgt at gifte sig under private former i den smukke, historiske Canongate Kirk i Edinburgh. Det er i denne kirke, at dronning Elizabeth går til gudstjeneste, når hun opholder sig i Holyroodhouse-paladset, der er dronningens officielle residens i Skotland. Efter vielsen har de nygifte inviteret deres familier og venner til Holyroodhouse, hvor de vil holde en reception og fejre brylluppet.
Friede foran fjernsynet
Zara Philips og Mike Tindall mødte - gennem prins Harry - hinanden på en bar i Sydney i 2003, da Mike deltog i VM i rugby i Australien. Men først i april året efter gik de for første gang rigtig ud med hinanden. Kærligheden holdt, og i december 2010 friede Mike til Zara i deres hjem i Cheltenham i det sydvestlige England. Zara så TV, da Mike faldt på knæ, og hun svarede med et stort grin - og til hans lettelse derefter med et kærligt ja.
Zaras fætter, prins William, og hans hustru, hertuginde Catherine, er selvskrevne som gæster, og derudover kommer brudens mor, prinsesse Anne, og hendes mand, Timothy Laurence, hendes far, Mark Phillips, hendes bedsteforældre, dronning Elizabeth og prins Philip, prins Charles og Camilla samt Zaras bror, Peter Phillips, og hans hustru Autumn.
Hvem laver kjolen?
Et af de mest spændende emner er altid hvilken kjole, bruden vil bære. Ifølge engelske medier er det Stewart Parvin, dronning Elizabeths favoritdesigner, der har fået det ærefulde hverv at kreere brudekjolen.
Zara og Mike virker meget harmoniske sammen, og parret har ikke været involveret i større skandaler sammen.
De har flere ting tilfælles - begge er professionelle sportsudøvere. Mens Mike Tindall er anfører for det engelske rugbylandshold, er Zara Phillips en storvindende military-rytter, der i 2006 fik tildelt titlen som Årets Sportspersonlighed.
Forskellig baggrund
Derudover er de begge kendt som festlige typer. Zara har som den eneste i den kongelige familie fået en tungepiercing og været som en vild party-pige, mens hendes forlovede to gange er dømt for spritkørsel.
Til gengæld kommer de fra vidt forskellige baggrund. Mens Zara er født ind i de fine, kongelige kredse, kommer Mike Tindall fra mere ydmyge vilkår med en far, der arbejdede i en bank, og en mor, der var socialarbejder. Zara har ikke nogen kongelig titel, fordi hendes mor, prinsesse Anne, ønskede, at datteren skulle have et mere normalt liv end hende selv. Derfor får Zara heller ingen apanage, men lever af sponsorindtægter fra firmaer som Rolex og Land Rover.
Bryllupsrejsen må vente
Efter vielsen og den store bryllupsfest vil parret ikke som andre nygifte tage på bryllupsrejse. Begge har så travlt med deres sportskarrierer, at de tidligst kan komme af sted tre måneder efter brylluppet og måske endda først til næste år.
Tindall har allerede bekræftet, at han skal spille rugby for England kun en uge efter vielsen, mens Zara træner hårdt for at kunne deltage i OL i 2012.
Men begge to har som professionelle sportsmennesker stor forståelse for hinandens travle kalendere og må nyde deres liv som nygifte i små, romantiske pauser.