Corona-forskrækkelse i London: Hertuginde Catherine er gået i selvisolation
Hertuginde Catherine er isoleret derhjemme, efter hun har været i kontakt med en, der er smittet med COVID-19.
Det oplyser Kensington Palace ifølge ugebladet Hello Magazine i en udtalelse til flere britiske medier.
"I sidste uge var hertuginden af Cambridge i kontakt med en, der senere blev testet positiv for COVID-19. Hendes kongelige højhed oplever ikke selv symptomer, men følger retningslinjerne og er gået i selvisolation derhjemme," oplyser hoffet.
Isolationen betyder, at hertuginde Catherine må sende afbud til en planlagt taksigelsesgudstjeneste søndag og et te-selskab sammen med prins William på mandag.
Hertuginden har i de forgangne dage både været til EM-kamp på Wembley og overværet en kamp til dette års Wimbledon-turnering, hvor hun begge steder har skullet fremvise en negativ test for at kunne deltage.