Dejlig overraskelse: Harry, Meghan og lille Archie ringede hjem til slottet
Da dronning Elizabeth blev 94 år, skortede det ikke på lykønskninger, selv om monarken måtte fejre dagen i isolation sammen med prins Philip på Windsor Castle.
Således kom der også et videoopkald tværs over atlanten fra barnebarnet prins Harry og hans lille familie.
Det skriver Hello Magazine.
En talsperson bekræfter over for ugebladet, at også lille Archie Harrison, der om kort tid bliver et år, deltog i det transatlantiske videoopkald sammen med mor og far.
Harry, Meghan og sønnike er for knap en måneds tid siden startet på en frisk i Los Angeles og har kappet alle bånd til royale opgaver og apanage.
Her vil de efter eget udsagn bygge en ny velgørenhedsorganisation op, og de har allerede været i gang med at hjælpe lokale med at få bragt mad ud til isolationsramte indbyggere i millionbyen.
Parret har således travlt med at få etableret sig i nye omgivelser, og det har sikkert været et rart afbræk at ringe hjem til dronningen i England og få en hyggelig snak.