Denne madvare skal ikke ind i prins Charles' køkken
For prins Charles gælder der en særlig regel, når det kommer til indkøb af mad i hans husholdninger på de forskellige residenser. Han vil ikke have den franske delikatesse foie gras inden for dørene.
Det skriver Hello Magazine.
Ifølge ugebladet sørgede prinsen allerede tilbage i 2008 for, at hans kokke ikke måtte købe foie gras.
Årsagen til dette er prinsens store engagement inden for dyrevelfærd og hans bekymring for de gæs, der bruges til at producere foie gras, der er en form for leverpaté.
Traditionelt set er gæs blevet tvangsfodret for at fremstille den særlige spise, men det skal retfærdigvis siges, at foie gras også godt kan fremstilles uden tvangsfodring og med bedre vilkår for dyrene. Om den nye type foie gras gerne må finde vej til prinsens køkken, melder historien ikke noget om.
I øvrigt blev det ifølge Los Angeles Times i 2004 forbudt for landmænd i Californien at fremstille foie gras.