Derfor kan prinsesse Anne aldrig bo i London
Prinsesse Anne, der for nyligt blev 70, kommer aldrig til at bo i London.
I 43 år har hun boet på godset Gatcombe Park i Gloucestershire, som hun ejer privat, og det har hun tænkt sig at blive ved med.
Det fortæller hun i et interview med Australian Women's Weekly, skriver Hello Magazine.
- Jeg har aldrig været en by-pige. Det var aldrig til diskussion, om jeg skulle bo i London. Det var ikke en verden for mig, fortæller prinsesse Anne i interviewet.
Prinsessen er en ivrig hestesportsentusiast og har ved flere lejligheder benyttet de smukke omgivelser ved godset til ridestævner.
Faktisk er arealet, der hører til godset, tilpas stort til, at prinsessens to børn Zara Tindall og Peter Phillips har kunnet bo i hver sit hus med deres familier. Og efter Peter Phillips og hans hustru Autumn blev skilt tidligere på året, er hun flyttet hen i en anden ejendom på Gatcombe Parks område.
Prinsesse Anne har i øvrigt også en lejlighed i St. James' Palace, som hun benytter, når hun er i London i forbindelse med officielle opgaver.