10. sep. 2020
Af Malan Joensen

Derfor må de kongelige ikke spille Matador

Hertuginde Sarah, prinsesse Beatrice og prins Andrew.
Hertuginde Sarah, prinsesse Beatrice og prins Andrew.
Arkivfoto: MEGA
Det populære brætspil er ikke velkomment i den britiske kongefamilie, har prins Andrew fortalt.

Hvad de britiske kongelige hiver ned af hylderne, når der skal spilles brætspil i familien, vides der ikke meget om, men efter sigende er der ihvertfald ét spil, der ikke bliver fundet frem hjemme hos prins Andrew: Monopoly, der på dansk kendes som Matador.

Ifølge avisen Daily Telegraph skulle prins Andrew høfligt have takket nej til at få brætspillet foræret ved en officiel opgave i Leeds tilbage i 2008. Det skriver Daily Express.

Efter sigende skulle prins Andrew have sagt, at de ikke måtte spille det populære brætspil derhjemme og forklaret, at spillet gav for mange skænderier og stemningen blev for ondskabsfuld.

Om forbuddet kun gælder, når prins Andrew og hertuginde Sarah Ferguson ses med døtrene prinsesse Beatrice og Eugenie samt svigersønnerne, eller om der er et generelt forbud i hele den britiske kongefamilie vides ikke. Ej heller om det er monarken dronning Elizabeth, der i sin tid har fundet spillet for truende for den gode stemning i familien.

Læs mere om: