Disse fødselarer kan få en fin hilsen fra dronning Elizabeth
Briter og Commonwealth-indbyggere, der oplever den særlige dag, det er at blive 100 år, kan glæde sig til at få en flot hilsen på vegne af dronning Elizabeth.
Og de kan faktisk få en fødselsdagshilsen hvert år herefter - det kræver bare, at en ven eller slægtning husker at ansøge om det hos det såkaldte jubilæumskontor.
Det meddeles på kongehusets hjemmeside.
Siden 1917 har jubilæumskontoret på Buckingham Palace taget sig af hvervet med at sørge for at sende et kort med en personlig hilsen i en særlig kuvert på vegne af majestæten.
Og det gælder såmænd ikke kun de, der kan fejre trecifret fødselsdag - også ægtepar med diamantbryllup, 65-års og 70-års bryllupsdag samt alle bryllupsdage herefter kan få et royalt lykønskningskort.
Tilbuddet om den fornemme hilsen gælder dog kun briter og folk bosiddende i Commonwealth-lande.
Oplysninger om hvor ansøgningen skal sendes hen, i hvor god tid og præcis hvilke lande uden for Storbritannien, tilbuddet gælder, kan ses på kongehusets hjemmeside.