Dronning Elizabeth afviser fin pris: Se hendes kække svar
Høfligt, men bestemt – og lidt kækt. Sådan takkede 95-årige dronning Elizabeth nej tak til prisen ”Oldie of the Year”-award.
For hende er alder bestemt bare et tal, for hun føler sig bestemt ikke gammel, skrev hun via sin privatsekretær i et brev til ”The Oldie”, som ville forære hende prisen.
Det skriver Hello Magazine.
Læs hele brevet med dronning Elizabeths sjove kommentar herunder.
”Tak for dit brev den 30. juli, adresseret til Sir Edward Young, hvor du spørger, om dronningen vil tage imod ”The Oldie of the Year”-prisen.
Hendes majestæt mener, at man er lige så gammel, som man føler sig, og derfor mener dronningen ikke, hun opfylder de relevante kriterier for at tage imod prisen, og håber, I finder en mere værdig modtager.
Hendes majestæt sender dem de varmeste hilsner,” skriver Tom Laing-Baker, som har titlen Assistant Private Secretary to The Queen.
Ifølge mediet er ”The Oldie of the Year”-prisen blevet uddelt i 29 år og er med til at hylde flotte bedrifter begået af folk fra den ældre generation.
Næste år kan dronning Elizabeth fejre et rimelig vildt jubilæum. I 2022 er det 70 år siden, hun tiltrådte som regent.
Den officielle kroning fandt sted i 1953.