Dronning Elizabeth giver ærefuld post videre til hertuginde Catherine
Hertuginde Catherine blev onsdag ny protektor for Family Action, en velgørenhedsorganisation som dronning Elizabeth har været protektor for siden 1953.
Det skriver Kensington Palace i en pressemeddelelse.
Det blev markeret ved et besøg på Peterley Manor Farm, hvor hertuginde Catherine deltog i hyggelige juleaktiviteter sammen med familier, der har glæde af Family Action-organisationen.
Family Action blev grundlagt i 1869 for at hjælpe familier fra svære kår med praktisk hjælp og støtte.
Nu til dags hjælper organisationen især familier med behov for hjælp til at tackle problemer inden for økonomi, psykisk sundhed og velbefindende, social isolation, forældre-rollen, vold i hjemmet og misbrug af narkotika eller alkohol.
Gennem lokale og nationale afdelinger arbejder Family Action direkte med sårbare og udsatte børn og familier, samtidig med at organisationen også giver støtte og viden til fagfolk inden for området.
Hos Family Action er man overordentlig glad for den royale støtte, man har fået i alle årene:
- Family Action er beæret over, at hertuginden af Cambridge er blevet vores protektor. Hendes kongelige højhed efterfølger hendes majestæt Dronningen, der var vores protektor i mere end 65 år. Alle hos Family Action vil gerne sende vores dybfølte tak til hendes majestæt for hendes trofaste støtte og opmuntring til os i så mange år. Jeg har med egne øjne set hertugindens passionerede støtte til sårbare familier og er meget imponeret over hendes evne til at stå i spidsen for at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af de første år (som familie, red.) Family Action ser meget frem til at arbejde med hertuginden i de kommende år, udtaler administrerende direktør for Family Action David Holmes.