Dronning Elizabeth navngav hangarskib
Den engelske dronning Elizabeth syner ikke af meget, men de fleste er enige om, at hun er et sandt atomkraftværk bag facaden. Så det var helt naturligt, at monarken selv navngav den engelske flådes hidtil mest imponerende fartøj, det 65.000 tons tunge hangarskib, som fredag blev søsat fra Fife i Skotland. Og meget passende fik det 280 meter lange skib da også samme navn som monarken: "HMS Queen Elizabeth".
Selve dåben foregik ved, at dronningen trykkede på en knap, hvorefter en flaske ædel skotsk whisky - en Islay single malt - blev knust mod hangarskibets stævn. Normalt er det champagne, man bruger ved den slags begivenheder, men eftersom skibet er bygget i Skotland, var whisky en mere passende løsning.
- Jeg tror på, at "Queen Elizabeth" vil blive en kilde til inspiration og stolthed for os alle. Må Gud velsigne hende og alle, som sejler på hende, sagde dronningen.
Hangarskibet, der har kostet ca. 60 milliarder kroner, bliver efterfulgt af et søsterskib i samme dimensioner om et par år. Det får navnet "Prince of Wales":