Dronning Elizabeth: Vi skal være taknemmelige
Dronning Elizabeth bruger i år sin traditionelle juletale på at reflektere over et år med mange glæder og sorger.
For dronningen selv har 2015 været et år, hvor hun kunne fejre titlen som længst siddende regent i Storbritannien tilbage i september og en lykkelig familieforøgelse, da prinsesse Charlotte kom til verden den 2. maj.
- En af glæderne ved et langt liv er at se sine børn, så børnebørn og til sidst oldebørn pynte juletræet. I år har min familie fået endnu et medlem, der kan deltage i festlighederne, siger dronning Elizabeth i sin tale.
Lys og taknemmelighed er et gennemgående tema i årets juletale, der også tager fat i årets mørke tider.
For på trods af de lykkelige omstændigheder i det britiske kongehus er det ikke gået dronningens næse forbi, at 2015 har været et voldsomt år.
På 70-års dagen for 2. verdenskrig viste englænderne deres taknemmelighed for de tusindvis af soldater, der gennem årene har kæmpet kampen for fred og mennesker stadig påvirket af krig fik også dronningens tanker med på vejen.
- Der er millioner af mennesker, der tænder lys af håb i vores verden i dag. Julen er en god tid til at være taknemmelig for dem og for alt, der skaber lys i vores liv, fortæller dronningen.
Se hele dronningens juletale her: