Dronning Elizabeths datter hædret for særlig indsats
Mens den yngre generation af den britiske kongefamilie for tiden skaber mange overskrifter i medier verden over, er en af kongehusets ældre medlemmer blevet hædret i mere rolige rammer for sin kæmpestore indsats som repræsentant for kongefamilien.
Det er dronning Elizabeths datter, prinsesse Anne, 69, der har fået overrakt en hædersbevisning for sit store bidrag til samfundet som kongelig igennem sit velgørenhedsarbejde, ifølge Daily Mail.
Hædret i Skotland
Hædersbevisningen, der består af en fornem doktor-titel kaldet Doctor of Laws, blev overrakt af ingen mindre end hertuginde Camilla, der er gift med prinsesse Annes bror, prins Charles.
Hertuginde Camilla er såkaldt chancellor på University of Aberdeen i Skotland, hvor også hædringen fandt sted.
Prinsesse Anne har omkring 300 protektioner og har igennem mange år været en af de flittigste i det britiske kongehus.