Dronning Elizabeths ferieparadis: Så længe plejer hun at blive i Skotland
Dronning Elizabeth, 95, tilbringer sensommeren på residensen Balmoral i Skotland - et sted, som står monarkens hjerte meget nært.
Her har dronning Elizabeth mange gode minder fra, og det er den første sommer, siden prins Philip gik bort i april, at monarken skal være der uden ægtemanden, der blev 99.
Hun får dog besøg af flere familiemedlemmer undervejs, og ellers går dagene med dels at feriere og dels at passe hvervet som dronning.
Hver dag modtager hun forskellige relevante dokumenter og holder ofte telefonmøder med f.eks. den britiske premierminister Boris Johnson.
Dronning Elizabeth rejste til Balmoral i slutningen af juli, og hvis hun følger traditionen, vil hendes sommerophold strække sig ind i efteråret.
Ifølge Hello Magazine pakker dronningen først kufferterne og forlader Balmoral i midten af oktober.
Det ventes, at monarken derefter vil rejse til Windsor Castle uden for London og tage ophold der.
Her har hun sammen med prins Philip tilbragt det meste af tiden siden coronapandemien brød ud i foråret 2020.