24. apr. 2022
Af Malan Joensen

Dronning Elizabeths højre hånd afslører detaljer fra coronaisolationen

Dronning Elizabeth
Dronning Elizabeth
Foto: Mega
Ligesom så mange andre var også dronning Elizabeth nødt til at finde på alternative løsninger under coronapandemien.

Da der i løbet af foråret 2020 var den første corona-lockdown i Storbritannien, udtænkte man ved hoffet en plan for, hvordan man kunne beskytte dronning Elizabeth og prins Philip bedst muligt.

Der blev organiseret en såkaldt "boble" af personale, der omgav parret, og som bestod af så få mennesker som muligt.

Ligesom så mange andre rundt om i verden gav pandemien også dronning Elizabeth nogle praktiske udfordringer.

Hvem skulle f.eks. vaske og sætte hendes hår, når hun ikke kunne få besøg af frisøren?

Her måtte Angela Kelly, hendes højre hånd og nære assistent gennem en årrække, træde til.

Og det var ikke uden en vis bæven, fortæller Angela Kelly ifølge Hello Magazine i en ny udgave af bogen "The Other Side of the Coin, The Queen, the Dresser and the Wardrobe", der bliver udgivet i anledning af dronning Elizabeths platinjubilæum.

På trods af isolationen tegnede dronning Elizabeth jo stadig den kongelige familie udadtil, og det betød, at hun f.eks. - ligesom vores egen dronning Margrethe - også stillede sig frem på tv og holdt en rørende tale til folket i den svære tid.

Og her skulle lokkerne gerne sidde helt perfekt.

"Dronningen vidste, jeg var nervøs, og i de første to uger rystede jeg. Jeg havde kun ordnet hendes hår en eller to gange tidligere, mens vi var ombord på den kongelige yacht Britannia. Dronningen var så sød og instruerede mig i den præcise måde, curlerne skulle i håret," fortæller Angela Kelly blandt andet.

Læs mere om: