Dronning Elizabeths hund i fare for at uddø
Dronning Elizabeths elskede Pembroke Corgi-race er i fare for at blive en truet hunderace i England. En lov fra 2007, som forbyder halekupering af blandt andet Pembroke Corgien, skaber frustration hos de engelske opdrættere, som bliver færre og færre.
Racen er nu kommet på en overvågningsliste hos den engelske hunde-forening, fordi der fødes færre og færre hvalpe af racen. 300 årlige hvalpe er kriteriet for, om racen kan blive ved med at levere sunde og raske hvalpe, og indtil nu er der kun født 241 hvalpe i år, hvilket betyder, at dronningens hund simpelthen kan risikere at uddø.
De få hvalpe skyldes, at mange store Pembroke Corgi-kenneler har droppet avlen af dronningens hund, fordi den ikke mere må blive halekuperet, og i stedet kastet sig over andre racer. I dag er det mest hundehobby-avlere, der leverer Pembroke Corgi-hvalpe, og de kan faktisk slet ikke dække den ellers store efterspørgsel på dronningens hund.
Pembroke Corgiens kongelige historie går helt tilbage til 1933, hvor kong George 6. gav sine to døtre, Elizabeth og Margaret, corgien Dokkie. På sin 18-års fødseldag fik prinsesse Elizabeth så corgien Susan, som hun knyttede sig så tæt til, at alle hendes mange corgier siden har været avlet i lige linie efter Susan. I dag har dronningen kun to corgier tilbage, Willow og Holly, da den 87-årige dronning er holdt op med at "supplere", når nogle af hendes hunde dør.