Dronning Elizabeths plan for efteråret: Hvor skal prins Philip bo?
Efter et forår og en sommer præget af isolation på grund af frygten for covid-19, kan dronning Elizabeth, 94, og prins Philip, 99, se frem til et efterår, hvor de stadig skal tage sig i agt for eventuel smittefare.
Dronningen plejer at skifte residens på mere eller mindre samme tidspunkter hvert år, mens prins Philip siden sin pensionering i 2017 i perioder har opholdt sig på landejendommen Wood Farm beliggende ved Sandringham-godset, hvor dronningen og kongefamilien hvert år holder jul.
I forbindelse med nedlukningen af det britiske samfund har dronning Elizabeth og prins Philip holdt sig sammen og er blevet beskyttet af et minimalt antal ansatte for at sikre, at ingen af de to ældre blev smittet med coronavirus.
Ifølge Hello Magazine har kongehuset offentliggjort planerne for, hvor dronningen vil rejse hen efter det ophold, hun sammen med prins Philip har i disse dage på Sandringham, nærmere bestemt prinsens elskede Wood Farm.
- Det er hendes majestæts intention at vende tilbage til Windsor Castle i oktober og genoptage brugen af Buckingham Palace til udvalgte audienser og officielle opgaver, skriver kongehuset og tilføjer, at planerne løbende vil blive vurderet i forhold til gældende retningslinjer.
Ifølge Hello Magazine er planerne for, om prins Philip følger med dronningen eller bliver boende på Wood Farm angiveligt stadig ved at blive lagt, og det er derfor usikkert, hvor han skal bo henne den kommende tid.
Normalt bor prins Philip skiftevis på Wood Farm og Windsor Castle med dronningen, men fremtiden må vise, om parret nu igen deler sig op eller bliver sammen.
En del af overvejelserne drejer sig sandsynligvis også om, hvordan personalet kan sikre en så lav smitterisiko som muligt for begge kongelige.