Dronningen og prins Charles blev hurtigt informeret
Hertuginde Kate og prins Williams andet barn er på vej, og for dronning Elizabeth bliver den lille ny prins eller prinsesse det femte oldebarn.
Barnet kommer til at indgå i den engelske arvefølge til tronen, så dronningen var blandt de første til at få nyheden om, at fødslen var i gang.
Prins Charles har fået besked
- Alle medlemmer af den kongelige familie fik nyheden, så snart det var praktisk muligt, siger en talsperson for prins William og hertuginde Kates hof ifølge Twitter.
Dermed fik den kommende farfar til to, prins Charles, også nyheden overbragt til morgenteen.
Prins Charles og hans hustru hertuginde Camilla, var blandt de allerførste gæster, da prins George blev født tilbage i juli 2013.
Boede hos Kates forældre
Kate er meget nært knyttet til sine forældre, Mike og Carole, så mon ikke, hun eller prins William har fået ringet og givet besked dertil også.
Straks efter fødslen af prins George tog den lille nybagte familie i øvrigt hjem til Kates forældre for at få ro og fred.
De første officielle billeder, der blev sendt ud af lilleprinsen og hans familie, er taget i haven til forældrenes hus - af Kates far.