Dronningens vagter rettede bajonetten mod råbende mand

Buckingham Palace fotograferet i juli 2013.

Buckingham Palace fotograferet i juli 2013.

Foto: AOP
Nigeriansk mand mente, han kunne få en privat audiens med dronning Elizabeth på Buckingham Palace.

Fredag var der lidt mere at se på for de turister, der havde lagt vejen forbi Buckingham Palace i London, end der sædvanligvis plejer at være.

En nigeriansk mand ville nemlig gerne ind på Buckingham Palace for at tale med dronning Elizabeth, skriver den britiske avis Daily Express, der citerer The Sun, i denne uge.

Den 23-årige mand påstod, at han regnede med at få en privat audiens indenfor på Buckingham Palace.

- Jeg ville gerne tale med dronningen og forventede, at kongefamilien havde budt mig velkommen som deres forsvundne søn, fortalte den påtrængende mand.

LÆS OGSÅ: Prinsesse Anne forsøgt kidnappet

Angiveligt har vidner set ham stå og råbe ad vagterne i flere minutter ved Buckingham Palaces nordlige port.  Det fik en vagt til at gå de omkring halvtreds meter hen til manden og rette sin bajonet mod ham.

Senere har manden forklaret, at det var hans femte forsøg på at komme ind på Buckingham Palace.

Han blev ikke arresteret, men vagterne fik en snak med ham og fulgte ham væk fra porten.

En talsmand fra politiet bekræfter hændelsen overfor avisen.

Dukkede op i dronningens soveværelse

Det er ikke første gang, at nogen forsøger at komme tæt på de kongelige. Tilbage i sommeren 1982 lykkedes det ganske sensationelt Michael Fagan, en arbejdsløs far til fire, at komme helt ind i dronning Elizabeths soveværelse som følge af, at en række sikkerhedsforanstaltninger ikke virkede efter hensigten.

SE OGSÅ: VIDEO: Kom med bag murene på Buckingham Palace

Blandt andet havde han udløst en alarm på sin tur rundt på slottet, men en ansat gik ud fra, at det var en fejl og reagerede ikke på den. Ydermere havde den bevæbnede vagt, der skulle sidde udenfor dronningens soveværelse, forladt sin post, før afløseren var dukket op – forsinkelsen skyldtes angiveligt, at han var i gang med at lufte dronningens hunde.

Ifølge BBC talte Michael Fagan og dronning Elizabeth sammen i omkring 10 minutter, inden det lykkedes hende at tilkalde hjælp. Michael Fagan blev senere dømt til psykiatrisk behandling.

Ubuden gæst til prinsens fødselsdag

I nyere tid har også prins Williams 21-års fødselsdagsfest i 2003 trukket overskrifter – der lykkedes det nemlig komikeren Aaron Barschak at trænge ind på Windsor Castle, hvor festen blev holdt.

Han udløste en række alarmer og blev fanget på overvågningskameraer, men nåede at blande sig med gæsterne, inden han blev pågrebet.

Og man skal ikke længere tilbage end til efteråret 2013 for at finde endnu et friskt eksempel på forsøg på indtrængning på Buckingham Palace. Her forsøgte en 44-årig mand at komme ind på slottet, og da han blev anholdt, viste det sig, at han var i besiddelse af en kniv.

LÆS OGSÅ: Knivmand forsøgte at komme ind på Buckingham Palace

 

Seneste nyt

Læs mere om:

Udvalgt til dig

Fra forsiden