Efter The Crown: Charles og Camilla groft chikaneret
I fjerde sæson af den populære Netflix-serie The Crown handler det blandt andet om prins Charles ulykkelige ægteskab med prinsesse Diana og hans affære med Camille Parker Bowles, som han sidenhen blev gift med.
Det har ifølge magasinet Hello ført til så grove kommentarer på parrets officielle Twitter-profil @ClarenceHouse, især rettet mod hertuginde Camilla, at man har lukket for kommentarer fra offentligheden.
Overtrådte regler
Det betyder, at det nu kun er profiler, som prinseparret følger, og profiler, som de selv har nævnt i et opslag, der kan kommentere på den kongelige profil.
Ifølge en talsmand fra Clarence House er det sket, fordi en række kommentarer var i strid med kongehusets retningslinier for de sociale medier.
Harme seere
Retningslinierne blev indført i marts 2019, efter at hertuginde Meghan og hertuginde Catherine var udsat for voldsom chikane fra såkaldte trolls på de sociale medier.
Ifølge magasinet Hello ser det ud til, at mange seere af The Crown er blevet harme over den måde, som prins Charles og Camilla behandler prinsesse Diana på i Netflix-serien.
Bør advare
Til gengæld mener flere også, at man burde advare seerne om, at det er fiktion og ikke virkelighed i serien.
Prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, har til ITV udtalt, at han frygter, at serien anses for at vise sandheden og ikke den dramatisering af virkeligheden, som den er.
- Jeg tror, at det ville være rigtig godt for The Crown, hvis der før hvert afsnit stod: "Dette er ikke sandheden, men det er baseret på virkelige hændelser."
Prins Charles, 72, og hertuginde Camilla, 73, blev gift i 2005.