
Efter et år: Nu kan dronning Elizabeth sørge med kongelige venner

Storbritanniens prins Philip døde 99 år gammel den 9. april sidste år. Han nåede at være gift med dronning Elizabeth i 73 år, og selvom de fik så mange år sammen, var det naturligvis sørgeligt, da hun og familien skulle tage sidste afsked med prinsen.
På grund af coronavirus var det kun de 30 nærmeste, der var inviteret med i kirken den 17. april, da der var begravelse i Westminster Abbey. De, der fulgte med i begravelsen sidste år, vil nok have svært ved at glemme billedet af enken, dronning Elizabeth, som på grund af smittefare sad alene på bænken i kirken ved sin elskedes begravelse.
Det var hjerteskærende og rørende billeder.


Tirsdag den 29. marts, knap et år efter prins Philips død, er der mindehøjtidelighed for prinsen.
Det foregår i Westminster Abbey, og her er Europas kongelige inviteret til at komme og mindes prins Philip og støtte dronning Elizabeth.
Sidste år måtte Europas kongelige sende deres kondolencer via brev eller digitalt, da coronavirus gjorde den fysiske støtte og fremmøde umuligt.
Men nu er det muligt for Europas kongelige at vise deres støtte og sympati og mindes prinsen.

Fra Danmark kommer dronning Margrethe, og blandt de andre kongelige gæster er Sveriges kong Carl Gustaf og dronning Silvia, Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima samt Spaniens kong Felipe og dronning Letizia.