27. apr. 2019
Af Lene Skriver Bak

Endnu et kongeligt bryllup på vej i Windsor

Lady Gabriella Windsor og Tom Kingston.
Lady Gabriella Windsor og Tom Kingston.
Foto: Mega
Englænderne gør sig klar til endnu et kongeligt bryllup. Denne gang er det Gabriella Windsor, der er grandkusine til prins Charles, der skal giftes.

Windor Castle skal atter pyntes op til bryllupsfest.

18. maj skal lady Gabriella Windsor giftes med sin forlovede Tom Kingston.

Lady Gabriella er datter af prins og prinsesse Michael af Kent og er - omend langt ude - i arvefølgen til den britiske trone.

Prins Michael af Kent er dronning Elizabeths fætter, og dermed er lady Gabriella grandkusine til prins Charles.

Familien er tæt på prinsesse Eugenie

Lady Gabriella, der bliver kaldt Ella af familie og venner, arbejder som freelance-skribent med base i London.

Hun og hendes forlovede, Tom Kingston, har inviteret til bryllup 18. maj.

Det er ikke bekræftet, hvorvidt medlemmer af den nære kongelige familie vil deltage ved brylluppet, men det er sandsynligt, at prinsesse Eugenie og hendes mand, Jack Brooksbank, i hvert fald er blandt de inviterede.

Lady Gabriella og Tom Kingston deltog i festlighederne, da det var Eugenie og Jack, der blev gift.

Dengang var lady Gabriellas niece Maud Windsor blandt blomsterpigerne, prinsesse Eugenie havde valgt.

Maud er datter af lady Gabriellas bror, lord Frederick Windsor og hans hustru Sophie.

Læs mere om: