Fandt sammen igen: Hvornår stod prins Charles og Camilla officielt frem som par?
I den nye sæson af The Crown er der blandt andet fokus på prins Charles' ægteskab med prinsesse Diana, der varede fra 1981 og til separationen blev offentliggjort i 1992. Skilsmissen gik igennem i 1996.
Senere, i 2005 blev prins Charles gift med ungdomskæresten Camilla Parker Bowles, men hvornår stod de egentligt offentligt frem som par?
Efter at have været kærester i 1970'erne, indledte de to ifølge People Magazine angiveligt et forhold igen i 1986, mens de begge var gift til anden side. En lydoptagelse af en telefonsamtale mellem prins Charles og Camilla Parker Bowles fra 1989, der dukkede op i 1993, gav ifølge Harpers Bazaar yderligere næring til rygtet. To år senere blev Camilla Parker Bowles skilt fra sin mand Andrew, med hvem hun har børnene Tom og Laura med.
Ifølge avisen Express var det i januar 1999, at prins Charles og Camilla Parker Bowles for første gang stod officielt frem som par, efter at de begge var blevet skilt, og prinsesse Diana var gået bort to år tidligere.
Charles og Camilla blev fotograferet ved Ritz Hotel i London, hvor de deltog i Camillas søsters fødselsdagsfest.
I februar 2005 kunne prins Charles og Camilla fortælle, at de var blevet forlovet, og den 9. april 2005 blev de først borgerligt viet og senere kirkeligt velsignet. Camilla fik i den forbindelse titlen hertuginde af Cornwall. I foråret 2020 kunne parret således fejre 15-års bryllupsdag.