Film på vej om prins William og Kate Middleton
I år er det 10 år siden, at Englands prins William og Kate Middleton mødte hinanden på et universitet i Skotland - og blev kærester.
Forholdet blev først officielt i 2004, og efter tre år annoncerede parret, at de gik fra hinanden. Siden fandt de sammen igen - og nu skal de som bekendt giftes ved et stort officielt bryllup i London den 29. april.
Det TV-selskab, som producerer kærlighedsfilmen om Kate og William arbejder nærmest i døgndrift for at få filmen færdig inden det royale bryllup i Westminster Abbey.
Det er to forholdsvis ukendte skuespillere, der skal spille hovedrollerne i TV-filmen. Den new zealandske skuespiller Nico Ewers-Swindell skal spille William, mens rollen som Kate Middleton spilles af engelske Camilla Luddington. Hun har tidligere været med i blandt andet ”The Forgotten” og ”CSI”.