13. dec. 2013
Af af Malan Joensen

Fødslen af prins George storhittede på Twitter

Prins William, hertuginde Catherine og prins George.
Prins William, hertuginde Catherine og prins George.
Foto: AOP
Den royale familieforøgelse fyldte ikke kun TV, magasiner og blade – også på Twitter spredte nyheden sig som en steppebrand.

Mange øjne fra mange lande var på døren til Lindo Wing på St. Mary’s Hospital i London-bydelen Paddington i de dage i sommers, hvor man ventede på at høre nyt om fødslen af prins William og hertuginde Catherines første barn.

Også på det sociale medie Twitter blev der fulgt godt med, og tal viser, at ankomsten af den lille ny royale verdensborger fik brugerne til at tweete løs i en grad, at begivenheden er blandt årets hotteste Twitter-emner.

Det skriver avisen The Telegraph.

Tusinder af tweets i minuttet

I øjeblikkene lige efter at fødslen af prins George var blevet annonceret – hvilket i øvrigt blandt andet skete via det britiske hofs Twitterkonto ClarenceHouse – blev der tweetet mere end 25.300 gange i minuttet. De mange tweets kom hovedsageligt fra Storbritannien, USA, Canada, Frankrig og Italien.

Da prins William og hertuginde Catherine dagen efter trådte frem med prins George i armene, blev der lige efter tweetet mere end 18.000 gange i minuttet om begivenheden.

Tennisspiller slå prinsen

Prins Georges ankomst er dog ikke den begivenhed, der er blevet tweetet mest om i Storbritannien i 2013 – det er i stedet for tennisesset Andy Murray, der kan tage den ære.

Da han glædestrålende kunne række Wimbledontrofæet i vejret som vinder tidligere på året, blev der nemlig tweetet 120.000 gange i minuttet umiddelbart efter sejren.

Både han og prins George må dog se sig slået af den nye pave Frans, der blev udnævnt i foråret. Det var så stor en begivenhed, at det kastede hele 132.000 tweets i minuttet af sig, skriver The Telegraph.

HUSK AT DU OGSÅ KAN FØLGE BILLED-BLADET PÅ TWITTER OG FÅ DE SENESTE NYE OM KENDTE OG KONGELIGE - KLIK HER OG VÆR MED

Læs mere om: