Følger hertuginde Catherine den kongelige graviditets-trend?
Er hun gravid, eller er hun ikke? Hver gang engelske hertuginde Kate fanges af fotografernes linser, bliver billederne nøje kigget igennem efter tegn på topmave.
Hun og prins William har nemlig været ægtefolk i 14 måneder, og det er længere tid, end de fleste kongelige par har været gift, når de har ventet deres første barn.
Graviditeter i kongehusene
Danmark: Det danske kronprinspar, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, giftede sig den 14. maj 2004, og 17 måneder senere blev de forældre til tronfølgeren, prins Christian. Han kom til verden den 15. oktober 2005.
Danmark: Prins Joachim og prinsesse Marie havde også gang i lagengymnastikken i månederne efter brylluppet den 24. maj 2008. Allerede 12 måneder senere, den 4. maj 2009, kom lille prins Henrik nemlig til verden.
Berleburg: Prinsesse Benediktes datter, prinsesse Alexandra af Berleburg, blev mor for første gang den 14. september 1999 til sønnen Friedrich. Blot 15 måneder tidligere blev hun gift med sin mand grev Jefferson.
Sverige: I Sverige skulle befolkningen heller ikke vente så længe, før de fik et nyt medlem af kongefamilien at se. Prinsesse Estelle blev født den 23. februar 2012 - 20 måneder efter hendes forældre kronprinsesse Victoria og prins Daniel giftede sig den 19. juni 2010.
Spanien: Den spanske kronprins Felipe giftede sig med TV-journalisten Letizia den 22. maj 2004, og så gik der 17 måneder, før de blev forældre til deres første barn, prinsesse Leonor. Hun blev født den 31. oktober 2005.
Grækenland: Kronprins Pavlos blev far til prinsesse Maria-Olympia den 25. juli 1996. Det var kun 12 måneder efter, han blev gift med milliardærdatteren Marie-Chantal i London. Fra 1998 til 2008 fulgte fire prinser.
Holland: 22 måneder gik der, fra den hollandske prinsesse Máxima og hendes mand Willem-Alexander blev gift den 2. februar 2002, til de blev forældere til prinsesse Catharina-Amalia den 7. december 2003.
Norge: Ser vi mod vores naboland Norge, så havde prinsesse Märtha Louise og hendes mand Ari Behn så travlt med at blive forældre, at der kun gik 11 måneder fra brylluppet den 24. maj 2002, til Maud Angelica så dagens lys den 29. april 2003.
Den norske prinsesses bror, kronprins Haakon, derimod, blev først far omkring 2,5 år efter, han sagde 'ja' til sit livs udkårne, Mette-Marit. Det slår dog ikke prins Joachims første ægteskab med grevinde Alexandra i 1999. De fik først sønnen prins Nikolaj i 1999 - efter fire år.
Vi må ikke håbe, at William og Kate lader os vente så længe med at se deres første barn…