22. jun. 2017
Af Juliane Olsen

Godt nyt: Prins Philip er udskrevet

Prins Philip
Prins Philip
Foto: AOP
Efter behandling for en infektion er prins Philip nu blevet udskrevet fra et hospital i London ifølge Buckingham Palace.

Den 96-årige prins Philip er nu færdigbehandlet for den infektion, han blev indlagt med tirsdag ifølge Buckingham Palace.

Torsdag er han udskrevet fra et hospital i London, hvor han blev indlagt som en sikkerhedsforanstaltning.

Det skete i forbindelse med en lidelse, der på det tidspunkt allerede var under behandling - dagen før åbningen af det britiske parlament.

Prins Philip trækker sig tilbage

Her holdt 91-årige dronning Elizabeth tale, og det er en ceremoni, som prins Philip plejer at deltage i.

Sidste måned blev det offentliggjort, at prins Philip trækker sig tilbage senere i år og derfor ikke længere vil deltage i offentlige arrangementer fra efteråret.

I den beslutning havde han fuld opbakning fra dronning Elizabeth, men det er meningen, at prins Philip vil deltage i planlagte arrangementer frem til august.

Regentparret har skåret ned

Derefter vil prinsen ikke takee ja til nye invitationer, mens dronning Elizabeth vil fortsætte sit officielle arbejde som hidtil.

I løbet af det seneste år har det britiske regentpar skåret kraftigt ned på officielle arrangementer.

Til gengæld har deres ældste søn, prins Charles, overtaget en række af forpligtelserne, og det samme gælder for prins William og hertuginde Catherine.

Læs mere om: