Torsdag, 27. november 2014 - af af Af Josephine Christine Hald. Oprindelig engelsk version af Victoria Rogena Holst Poulsen

Grevinde Sophie mingler med stjerner fra Downton Abbey

Grevinde Sophie og Jim Carter
Grevinde Sophie og Jim Carter
Foto: AOP
Grevinde Sophie hjalp stjerne fra TV-serien "Downtown Abbey" med et lille lotteri ved velgørenhedsarrangement.

I tirsdags deltog grevinde Sophie af Wessex i 30-års jubilæet for velgørenhedsorganisationen Tomorrow’s People, som hun er protektor for.

Jubilæet blev fejret i Church of St. George’s, der ligger på Hanover Square i London, og der var forberedt et underholdende program for grevinden og aftenens andre gæster.

Grevinde Sophie nød en lille forestilling med de medvirkende fra den populære TV-serie “Downton Abbey”, før hun måtte hjælpe en af seriens stjerner.

Grevinden minglede med stjerner

Jim Carter, som spiller rollen som Mr. Carson i “Downton Abbey”, fik en kongelig hjælpende hånd, da han skulle kalde på vinderen af lotteriet under arrangementet.

Aftenen fortsatte med en optræden fra Frelsens Hærs kor, og bagefter var der vin og mince pie — en traditionel, engelsk tærte med frugt, som bliver spist omkring jul.

Her minglede grevinde Sophie med flere af stjernerne fra “Downton Abbey”, blandt andre Laura Carmichael, som spiller Lady Edith, og Penelope Wilton, som spiller Isobel Crawley.

Tøjet var elegant

Grevinde Sophie var elegant klædt i et klassisk sæt bestående af sorte cigaretbukser, en matchende sort blazer og en bluse fra Peter Pilotto.

Hendes fine øreringe med glimtende snefnug var fra Heavenly Necklaces.

Tomorrow’s People er en organisation, der støtter arbejdsløse og hjælper dem med at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Grevinde Sophie har været protektor for Tomorrow’s People siden 2003.

Denne artikel er lavet i samarbejde med royalista.com.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden