Harry ønsker sin kusine Eugenie varmt tillykke med nyfødt søn
Prins Harry har altid haft et tæt forhold til sine kusiner, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie.
Derfor var der selvfølgelig også en varm lykønskning fra prins Harry og hertuginde Meghan til prinsesse Eugenie og hendes mand, Jack Brooksbank, efter at de blev forældre til en lille dreng tirsdag morgen.
Kærlig hilsen fra USA
Ifølge magasinet Hello sendte prins Harry og hertuginde Meghan, der bor i Santa Barbara i Californien, en privat hilsen til Eugenie og Jack efter fødslen på Portland Hospital i London.
En fødsel, der helt sikkert vækker minder hos Harry og Meghan, idet deres søn Archie kom til verden på samme hospital tilbage i maj 2019.
Også prinsesse Eugenie selv samt hendes storesøster, prinsesse Beatrice, er født på Portland Hospitalet i henholdsvis 1990 og 1988.
Bor i Windsor
Ifølge magasinet Hello ser det ud til, at prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank kommer til at bo i Frogmore Cottage med deres søn.
Under graviditeten boede prinsessen og hendes mand efter sigende også hos prinsessens forældre, prins Andrew og hertuginde Sarah, i Windsor i en periode.