Harry og Meghan udsender supersødt foto: Lille Archie tager om fars finger
Ankomsten af lille Archie Harrison Mountbatten-Windsor var ventet længe - og endelig skete det den 6. maj: Prins Harry og hertuginde Meghan blev forældre for første gang. Nu, godt en måned senere, får vi et nyt glimt af lille Archie. Og hvilket glimt! Et supersødt foto af den lille kongelige, der med sine små fingre har et godt greb om far, prins Harrys langemand - mens han titter frem bag den store hånd.
Barnedåb om en måned
Hertugparret har udsendt det nye foto som en særlig fars dags-hilsen til alle. I England er fars dag den 16. juni - og for prins Harry har det sikkert også været noget helt særligt for første gang selv at være far på fars dag.
Ifølge avisen Daily Mail skal barnedåben i øvrigt finde sted om en måneds tid - på Windsor Castle i St. George's Chapel. Samme sted hvor hans forældre blev viet sidste sommer. I øvrigt var det også netop her, at Archies far, prins Harry blev døbt i 1984.