Hepper med på Wembley: Prins William må undvære Kate
Ifølge flere engelske medier vil prins William være blandt tilskuerne på Wembley onsdag aften, når Danmark spiller EM-semifinale mod England.
Senest overværede prins William også England spille ottendedelsfinale mod Tyskland, hvor det endte med 2-0 til englænderne.
Søn og hustru heppede med
Til EM-kampen mod Tyskland havde prins William både sønnen, prins George, 7, og hustruen Kate ved sin side.
Det er dog meget usandsynligt, at Kate er med til kampen i aften, da hun for tiden er i selvisolation, efter at have været tæt på en coronasmittet.
Ifølge Kensington Palace har hertuginde Catherine ingen symptomer, men følger "alle relevante retningslinier".
Måske kommer George
Det er stadig uvist, om prins George igen er med på Wembley i aften.
Prins Willia har været præsident for Football Association, den engelske udgave af DBU - Dansk Boldspil-Union, siden 2006.
England har ikke vundet en større international fodboldturnering, siden de i 1966 vandt World Cup.
Danske kongelige støtter op
Det danske kongehus meddelte tirsdag, at både kronprinsparret og prins Christian er med på Wembley onsdag aften for at støtte op om det danske landshold.
De er for tiden på ferie i Sydfrankrig, hvor de bor på vinslottet Château de Cayx.