Her er de syv faddere til dagens kongelige barnedåb
Få timer inden lille prins George får sin dåbskjole på, er listen over fadderne til dagens kongelige barnedåb offentliggjort. Prins William og hertuginde Catherine af Cambridge har udvalgt syv personer til at stå fadder til deres lille søn - og der er flere overraskelser iblandt.
Prins Williams kusine, Zara Tindall, får æren, og det sammen gør hertugen af Westminsters søn, Earl Grosvenor. På listen er flere skolekammerater, nemlig Oliver Baker, en universitetsven fra St. Andrews, og Emilia Jardine-Patterson, som gik på college med Catherine. Barndomsvennen William van Cutsem er også med, og det samme gælder parrets tidligere privatsekretær, Jamie Lowther-Pinkerton. Herudover har parret valgt at ære prinsesse Dianas minde ved at vælge Julia Samuel som fadder. Hun var nær veninde med prinsesse Diana.
Dåbsbarnets faddere vil sammen med den nærmeste familie tage del i dåben, som finder sted klokken 16 dansk tid i Chapel Royal, St. James' Palace.