Her går prins Harry til bekendelse
Lyder navnet Spike Wells bekendt? Hvis det gør, har det måske noget at gøre med et mysterium, der blev diskuteret af medierne for et par år siden.
En Facebook-profil, der gik under navnet Spike Wells, fik pludselig meget opmærksomhed. Personen bag profilen – der havde skræmmende lighed med Prins Harry – havde valgt et nyt profilbillede med tre mænd i ens panamahatte. En af mændene lignede den rødhårede prins til forveksling, og baggrunden var identisk med et hotelværelse i Las Vegas, hvor den unge royale befandt sig. Ud over dette havde profilen også en række jetset-venner til fælles med den britiske prins. Var Spike Wells rent faktisk Prins Harry?
I går under et besøg på Bethnal Green Academy i Østlondon snakkede den afslappede, 29-årige prins med flere af de studerende.
- Jeg er ikke på de sociale medier, men det var jeg, sagde prinsen ifølge den britiske avis The Telegraph.
Prins Harry besøgte skolen for at promovere de kommende Invictus Games og møde børn, der trænes af Facebook som digitale ambassadører i anledning af den internationale sportsbegivenhed, der finder sted til september.
På trods af hans anstrengte forhold til sociale medier stillede den charmerende prins – der var et stort hit blandt skolebørnene – velvilligt op til billeder i godt humør under besøget.
Artiklen er lavet i samarbejde med Royalista.