Hertuginde Camillas kongelige forkælelse
- Jeg kan slet ikke vente med at forkæle barnet, når det kommer, jublede Camilla, hertuginde af Cornwall, da hun og hendes mand, prins Charles, forleden deltog i Sun Military Awards på Imperial War Museum.
Parret strålede og var tydeligvis opstemte ved udsigten til at blive bedsteforældre sammen.
Der bliver føjet et nyt lille medlem til den kongelige familie, når hertuginde Catherine i det nye år føder sit og prins Williams første barn.
Camilla er særdeles øvet i rollen som bedstemor, for hun har allerede fire børnebørn fra sit første ægteskab. For prins Charles er det derimod første gang, at han kommer til at titulere sig selv som bedstefar.
- Det er en meget rar tanke at blive bedstefar i min høje alder, smilede den 64-årige tronarving, som er "begejstret" over, at Kate er gravid.