Hertuginde Catherine donerer blomster fra dåb til hospice
Hertuginde Catherine og prins William har besluttet at lade folk komme tæt på, når parrets to måneder gamle datter, prinsesse Charlotte, skal døbes søndag.
Og hvis de mange nysgerrige medbringer blomster i dåbsgave, har hertuginde Kate besluttet at give dem videre til East Anglia's Children's Hospices, som hertuginde Kate har været protektor for siden 2012.
Blomster vil glæde de syge og ansatte
Det glæder chefen for børne-hospicerne, Graham Butland.
- Blomsterne vil blive sendt ud til vores afdelinger, så familierne, de frivillige og vores personale kan få glæde af dem, siger han til Hello Magazine.
Kates hjertesag
Kort efter at hertuginde Kate havde født prinsesse Charlotte, sendte hoffet en besked ud, hvor man anbefalede folk at støtte hospicerne, der er en hjertesag for Kate.
- De stræber efter at skabe lykkelige øjeblikke i de mest vanskelige tider, som familier kan gennemgå, lød det dengang.