6. feb. 2014
Af Karina Didriksen

Hertuginde Catherine får garderobehjælp af dronning Elizabeth

Hertuginde Catherine.
Hertuginde Catherine.
Foto: AOP
Prins Williams bedstemor har indflydelse på hertuginden af Cambridges tøj- og smykkevalg, når hun rejser til Australien.

Når hertuginde Catherine til april følger i prinsesse Dianas fodspor og tager på en rundrejse til blandt andet Australien, så kommer hun ikke kun til at bære den forlovelsesring, som har tilhørt sin afdøde svigermor, men også de smaragder, som prinsesse Diana bar som et pandebånd i Melbourne i 1988.

De eksklusive smykker er gået i arv fra dronning Mary til de efterfølgende generationer, og ifølge avisen Daily Mail så er det dronning Elizabeth, som har en finger med i spillet, når det handler om hertuginde Catherines smykkevalg down Under.

Den britiske avis skriver nemlig, at prins Williams hustru er ved at gennemgå en form for royal make-over, som dronning Elizabeth hjælper med.

Længere kjoler

Ud over de såkaldte Cambridge-smaragder, så vil man, ifølge Daily Mail, også komme til at se hertuginden af Cambridge i en anelse længere kjoler end tidligere, når hun er i Australien.

- Kate har brug for nogen, der kan hjælpe hende med at blive klar. Selv en moderne kongelig behøver hjælp med at klæde sig på, fortæller designeren David Emanuel til Daily Mail.

Det var David Emanuel, som blandt andre hjalp prinsesse Diana med sin garderobe på fire længere rejser.

Som forberedelse til denne rejse har dronning Elizabeth, ifølge Daily Mail, tilbudt hertuginde Catherine vejledning fra sin egen personlige påklæderske gennem 20 år, Angela Kelly.

Når hertuginde Catherine rejser til Australien og New Zealand i april bliver det sammen med sin mand prins William og deres søn prins George, som på det tidspunkt er omkring ni måneder gammel.

Mere om: