Hertuginde Catherine i genbrugsfrakke
Hertuginde Catherine har endnu engang bevist, at hun går ind for genbrug. Og hvorfor ikke også det, når tøjet intet fejler og sidder upåklageligt. Da hertuginden tirsdag var til velgørenhedsarrangement ved det kriminalpræventive råd, Only Connect, var det i hendes brune Orla Kiely-frakkekjole, som hun er set i ved flere lejligheder. Sidst var ved et besøg på en kunstskole i februar i år.
Og ikke bare går hertuginden ind for at genbruge sit tøj, hun er også prisbevidst og var så heldig at erhverve sig sin valnøddefarvede frakkekjole til halv pris. Nedsat fra ca. 2600 danske kroner til 1300 kroner. Og lige som tilbage i februar havde hertuginden også denne gang valgt at tilsætte sine brune ankelstøvler fra Aquatalia, samt den chokoladebrune clutch, hun også bar sidst.
Hertuginden og hendes gemal, prins William, var sammen i byen og havde efterladt deres fire måneder gamle prins George hjemme hos barnepigerne. Catherine er allerede i gang med sine officielle pligter igen, og genbrug eller ej, så gør hun det hver gang i nydelig stil.