Hertuginde Catherine: Jeg savner William forfærdeligt
Hertuginde Catherine af Cambridge var i går med til at starte dronning Elizabeths diamantjubilæumstur i Leicester sammen med prins Philip. Turen skal hylde 86-årige Elizabeth, som den 6. februar i år har siddet på den britiske trone i 60 år.
Dronningen, prinsen og hertuginden blev hyldet med pomp og pragt - det eneste der manglede, var William ved Kates side.
William rejste i starten af februar til Falklandsøerne med sin RAF-helikopterenhed, og nu hvor den seks ugers lange tur snart er ved sin ende, kan Kate for alvor mærke savnet af sin mand.
- Han har det godt, men jeg savner ham forfærdeligt, fortalte hertuginden til en kvinde, der var mødt op for at hylde de kongelige.
Hertuginde Catherine bar en elegant navyblå LK Bennett kjole, sort hat og matchende stiletter, mens Elizabeth som sædvanlig var meget farverig med en pink jakke og hat.