Hertuginde Catherine og William på lynvisit i Australien
Omkring 200 rejsende og australske fans og en stor gruppe pressefolk tog begejstret imod William og Kate, da de mellemlandede i Brisbane Lufthavn, før de fløj hjemad til London efter deres ni dage lange "Diamant-jubilæumsrejse" i Sydøstasien.
Parret kom med et fly fra den polynesiske ø Tuvalu, der havde været deres sidste destination på den succesrige tur, og hvor de blandt andet fik danset med indbyggerne iført farverige bast skørter.
Det var første gang, at Kate satte fod på australsk jord, men det blev kun til et ultrakort visit. Mindre end tre timer efter var hun og prinsen allerede på vej væk igen.
På trods af det korte ophold nåede den stilbevidste hertuginde at skifte tøj en enkelt gang fra en smuk silkekjole til et par skinny jeans og en hvid top, der så ud til at være et bekvemt sæt til den lange rejse, der ventede hende.