Hertuginde Catherine og William til bryllup i Schweiz
Catherine og William er blandt gæsterne, når deres vennepar Laura Bechtolsheimer og Mark Tomlinson bliver gift i byen Arosa i Schweiz her i weekenden.
Og mon ikke bryllupsgæsterne spærrer øjnene op en ekstra gang, når de opdager at selveste hertugparret William og Catherine er med i kirken.
Gravide Catherine dækkede sin voksende mave til med en syntetisk pelsjakke, mens hun blev spottet med en kælk i sneen i selskab med flere andre bryllupsgæster, fortæller det britiske HELLO! på deres hjemmeside.
Bruden Laura Bechtolsheimer er Olympisk vinder i dressur og vandt en guldmedalje ved OL i London sidste år. Hun er datter af den tyske milliardær Karl Heinz-Kipp.
Hendes tilkommende, Mark Tomlinson, spiller polo med både prins William og prins Harry og er således også en nær bekendt af kongefamilien. Han har spillet polo med William og Harry i årevis, og Marks forældre, Simon og Claire, ejer den eksklusive "Beaufort Polo Club" tæt ved Highgrove. Marks forældre er nære venner med prins Charles.