Hertuginde Catherine til fest på Buckingham
Præcis et år efter at prins William og hertuginde Catherine annoncerede, at de ventede deres første barn, blev lille baby George passet af babysitteren hjemme, mens de selv deltog i en af årets store officielle fester på Buckingham Palace.
Ved festen bar hertuginden for første gang siden sit bryllup et diadem. Det var dronningemoderens lotusblomst-diadem med diamanter som hun satte sammen med en hvid kjole fra en af hendes favorit-designere, Alexander McQueen.
Faktisk har det omtalte diadem strålet en gang før ved den samme fest i Buckingham Palace. For ikke mindre end 55 år siden, i 1958, bar prinsesse Margaret det samme Lotusblomst-diadem til diplomatfesten.
Som det kan ses på billedet ankom det unge prinsepar i en Bentley til festen, som var arrangeret af dronning Elizabeth.
Dronningen hilser hvert år på hver af de 172 diplomater, og kommentatorer mener, at prins William og hans hustru var inviteret i år for at forberede ham på hans fremtidige rolle som konge.