23. nov. 2015
Af Ulrik Ulriksen

Hertuginde Catherine vil melde prins George og prinsesse Charlotte til spejder

Hertuginde Catherine i vinterfrakke
Hertuginde Catherine på besøg i Wales, hvor hun afslørede, at hun planlægger at melde begge børn til spejder.
Foto: All Over Press
Om et par år kan vi sikkert nyde prins George og prinsesse Charlotte i spejderuniform. Børnenes mor, hertuginde Catherine af Cambridge, vil i hvert fald melde dem til spejder, når de er gamle nok.

Hertuginde Catherine, 33, drømmer om at give sine to børn, prins George på to år og prinsesse Charlotte, der er syv måneder, en så normal og harmonisk barndom som muligt.

Hun vil i den forbindelse gerne have, at de skal indgå i sunde, sociale fællesskaber. Derfor vil hun, når børnene er parate til det, melde dem til spejder.

SE BILLEDERNE: Hertuginde Catherine er til genbrug

Hertuginde Catherine røbede sine planer

Hertuginde Catherine fortalte om sine spejderplaner, da hun sammen med prins William var på officiel opgave i det nordlige Wales, hvor hun og gemalen blandt andre mødte en gruppe lokale spejdere.

Hertuginden sagde ifølge det engelske Hello Magazine for ganske nylig, at hun følte sig heldig med selv at have haft en tryg og skøn barndom, og at hun inspireret af sin opvækst ville gøre alt for at give sine egne børn mange gode år, før de flyver fra reden en dag. Hertuginde Catherine har også selv været involveret i spejderliv og glade dage, og det er gode erfaringer, hun har gjort sig med denne særlige ungdomskultur.

I disse dage er lille George i øvrigt ifølge hans mor ganske larmende. Det er vist nok, fordi han er en smule utålmodig og ikke kan vente på, at det bliver juleaften.

Læs mere om: