9. maj. 2014
Af Karina Didriksen

Hertuginde Catherines ring er verdens mest berømte

Prinsesse Diana og hertuginde Catherine.
Prinsesse Diana og hertuginde Catherine.
Foto: AOP
Den forlovelsesring, som prins Williams hustru arvede af prinsesse Diana, er steget voldsomt i værdi.

I 1981 gav prins Charles en forlovelsesring med blå safirer til sin kommende hustru prinsesse Diana. Netop den ring er 33 år senere blevet kåret som verdens mest berømte og værdifulde.

Den smukke forlovelsesring gik i arv til prins Williams hustru hertuginde Catherine, som bar den under parrets bryllup den 29. april 2011.

En ny undersøgelse viser, at ringens værdi nu er mere end tidoblet, skriver Daily Express.

Prins Charles gav 250.000 kroner for den berømte forlovelsesring, men i dag er den 2,7 millioner kroner værd.

Derfor er ringen speciel

Ringen består af 14 diamanter, der er placeret omkring en 12-karat safir, og den har fået førstepladsen på en liste over verdens 20 mest berømte forlovelsesringe.

- Det er Kates rolige selvtillid som førende stilikon, der gør ringen så speciel, siger smykkeeksperten Vashi Dominguez ifølge Daily Express.

Listen viser også, hvor meget de forskellige ringe er steget i værdi, og hertuginde Catherines glimtende arvestykke er tre gange mere værd end dronning Elizabeths.

Royal ring på andenpladsen

Den britiske monarks forlovelsesring var 90.000 kroner værd i 1947, men i dag er værdien steget til 900.000 kroner.

Dermed når den ikke til tops på listen over de berømte forlovelsesringe.

På andenpladsen kommer nemlig den ring, som prins Charles gav til Camilla, hertuginden af Cornwall. Til deres bryllup i 2004 var den 900.000 kroner værd, men i dag lyder prisen på hele 2,2 millioner.

Læs mere om: