Hjemme hos prinsesse Anne: Lagde du mærke til denne søde detalje?
I denne uge kunne man via Save the Children UK's hjemmeside se en hyggelig video med prinsesse Anne, der ser ud til at være optaget hjemme hos hende.
Som kongelig har man ofte flere residenser, og derfor kan der både være tale om hendes lejlighed i St James' Palace i London og landsstedet Gatcombe Park ved Gloucestershire.
I videoen læser prinsesse Anne op fra en børnebog i "Thomas Tog"-serien for at hjælpe med at samle penge ind til Save the Children UK (Red Barnet i Storbritannien), som hun er protektor for.
Prinsesse Anne er god til at læse op og skaber en hyggelig stemning med sit naturlige nærvær, men man lægger også mærke til noget andet i videoen.
På et bord ved siden af prinsessen er der et indrammet fotografi, der viser hende sammen med storebror prins Charles.
De to ser ud til at grine af et eller andet, og både billedet og dets placering understreger, at prinsesse Anne er særdeles glad for sin storebror, som hun da også er stort set jævnaldrende med - prinsesse Anne bliver 70 år den 15. august, og den 14. november kan prins Charles sætte 72 lys i lagkagen.
Se den fine video med billedet hos Save The Children UK - klik her.